Psykodynamisk psykoterapi

Psykodynamisk terapi fokuserer på at øge forståelsen af dig og dine reaktioner. Det grundlæggende er her, at vores forhold til os selv og til andre er centrale i måden, vi har udviklet os og samtidig fået forskellige udfordringer. Disse udfordringer er det muligt at løsne op for ved at undersøge selvsamme forhold til os selv og til andre. Det mellemmenneskelige møde og den terapeutiske relation er det centrale omdrejningspunkt for psykisk forandring i psykodynamisk terapi.

 

I mødet med terapeuten åbnes muligheden for at opnå indsigt i og bearbejde de uhensigtsmæssige mønstre, du kan have med dig. Dette kan f.eks. handle om vedvarende negative påvirkninger fra dine omgivelser, der har sat sine spor i psyken og adfærden, hvilket kan føre til uhensigtsmæssige overlevelsesmønstre. Når du begynder at forstå dine egne reaktioner, giver det mulighed for at reagere anderledes og du opnår øget frihed indadtil og udadtil til at bruge dine egne ressourcer. Dette medvirker ofte også en øget tilstedeværelse i relationer til andre mennesker.