Profil

Som psykolog tilbyder jeg terapi, der dækker bredt fra behandling af psykiske lidelser til en mere støttende og rådgivende karakter. Mit fokus er at skabe en tillidsfuld relation i terapien, således at du føler tryghed og har mod på arbejde med dig selv og dine vanskeligheder. Jeg er drevet af en naturlig nysgerrighed og mit fokus på at skabe langsigtet forandring gennem indsigt og håndgribelige værktøjer. 

Jeg samarbejder med forsikringsselskaber / sundhedsforsikringer. Du kan undersøge om din arbejdsplads har tegnet én eller måske har du selv tegnet en privat sundhedsforsikring.

 

Jeg er uddannet psykolog fra Aalborg Universitet og har speciale i klinisk psykologi og krisepsykologi med autorisation fra Psykolognævnet (cand. psych. aut.). Fagligt og praktisk dækker min erfaring over individuelle terapeutiske forløb af kortere og længere varighed i privatpraktiserende klinik, udredning og behandling af de terapeutiske områder, som uddybes her på siden. Foruden terapeutiske forløb varetager jeg erhvervspsykologiske ydelser og samarbejder med psykolog David Graae, som er udvikler af ”En Tidlig Indsats”. 

Velkommen

Der kan være forskellige årsager til, at du vælger at søge hjælp hos en psykolog. De fleste mennesker oplever, på et tidspunkt i deres liv, at de er ude af balance. Som oftest forsøger vi selv at løse problemet eller ændre på de vanskeligheder, vi oplever enten gennem vores egne evner eller ved hjælp fra de nærmeste. I nogle tilfælde har vi brug for professionel hjælp til at komme videre i livet. Et terapiforløb hos en psykolog kan være vejen til mere overskud og glæde i hverdagen og give dig mere indsigt i, hvilke justeringer eller forandringer du kan foretage for at leve dit liv til fulde.

 

 

Indledningsvis skal vi afklare årsagen til din henvendelse, samt undersøge hvilken hjælp du har brug for. Dette gøres for at afstemme eventuelle forventninger, finde den bedst mulige terapiform, således at vi kan opsætte mål for den terapeutiske proces. 

Det er min erfaring, at valget af den terapeutiske metode afhænger af din problemstilling, personlighed, antal konsultationer til rådighed samt dine ønsker og forventninger til processen. Er du i tvivl om, hvad terapi kan tilbyde dig, er du altid velkommen til at kontakte mig, og høre nærmere om de muligheder du har.