En depression viser sig ofte ved vedvarende nedtrykthed, nedsat lyst og demotivation. Det er en tilstand, der ikke skyldes dovenskab og man kan opleve hverdagen og omstændighederne som ligegyldige. Søvnen og appetitten kan ofte være forstyrret, ligesom du kan have vanskeligt ved at koncentrere dig.
Ofte kan tankerne kredse sig om negative selvbebrejdelser og skyldfølelse (også kaldet grublerier eller rumination), hvilket måske gør, at din tillid til dig selv daler og du begynder at ændre din adfærd som f.eks. at isolere dig fra andre mennesker. Depression kan, udover nedtrykthed, også vise sig ved, at du føler dig følelsesmæssigt “lammet”, hvilket vil sige, at det er svært at mærke sig selv. Dette skyldes i mange tilfælde, at hjernekemien er i ubalance.
Hovedparten af depressioner medfører, at man har svært ved at klare sine daglige udfordringer og opretholde et velfungerende funktionsniveau, men alligevel med besvær klarer dem, mens depressionen står på.